Et nyt år er for mange lig med et nyt kapitel, eller sagt med andre ord – en frisk start. Det er den tid på året hvor folk er fyldt med forventninger til det kommende år, for alt det de skal nå, for alle de kilo de skal tabe, superfood de skal indtage og de succesfulde dates de skal på.
I følge Gallup og GFK er der omtrent 20% af os danskere der har nytårsforsæt, og 50% af os har prøvet at have et på et eller andet tidspunkt. Men hvor mange er det mon der gennemfører deres nytårsforsæt, og når de mål de oprindeligt satte sig? Vores nytårsforsæt er ofte målsætninger der handler mere om livsstil end om små ændringer, og det kan derfor være svært at få dem implementeret med succes – præcis som en slankekur aldrig holder på lang sigt, hvorimod en livsstilsændring på kost-fronten er en holdbar løsning.
Her er danskernes mest populære nytårsforsætter
- At dyrke mere motion
- At blive og leve sundere
- At arbejde mindre
- At være mindre stresset i hverdagen
- At finde mere tid til de vigtige ting
Det kan du gøre for at nå dine mål
Det er ikke altid lige let at komme i hus med sit nytårsforsæt, men hvis du alligevel vil give det et forsøg, så får du her et par tips med på vejen.
- Vær ambitiøs, men realistisk: Start i det små og byg på efterhånden som tiden går.
- Ros dig selv: Belønninger er ikke kun for hunde, faktisk kan det også bruges når vi skal justere vores egen adfærd. Så giv dig selv en belønning når du har gjort det godt.
- Glem fiaskoer: Alle kan falde i, og det er helt ok. Når det sker så lad dig ikke bukke under, men hop op på hesten igen.
- Bliv ved: Din hjerne kan lide det trygge og det den ved hvad er, og derfor skal du have vilje og være principfast når det kommer til at ændre på dine vaner.
- Hav et klart formål: Hvad vil du opnå hvis du når dit mål? At have et klart mål og vide hvad der venter på den anden side er vigtig for din motivation.